fredag den 3. maj 2013

Individuel eksamen og farvel til Lillestrøm

I mandags fik vi på klinisk ernæring udleveret den individuelle eksamensopgave på fronter. Det var egentlig en tre-dages eksamen, men vi var så heldige at få en ekstra dag fordi 1. maj ikke tæller med, da det er en fridag. Jeg havde været spændt på, og måske også lidt nervøs for hvordan opgaven ville være, da vi ikke rigtigt havde fået noget at vide om den . 
Opgaven handlede om to forskellige patienter på sygehus; én som var overvægtig og én som havde mælkeproteinallergi. Og hertil var så fem punkter som skulle besvares på 8-10 sider. Vi skulle bl.a. udregne patienternes energibehov, beskrive deres sygdom, beskrive hvilke fødevarer de kunne spise, lave et menuforslag på en uge og beskrive hvad diætkøkkenet kan gøre for at maden er ernæringsrigtig og sensorisk tilfredsstillende. 
Jeg synes det var en rigtig god opgave, hvor jeg både kunne bruge viden fra forrige moduler på Ankerhus, og specielt også fra klinisk ernæring. Jeg afleverede opgaven i går, og må vente tre uger for at få svar på både gruppeeksamensopgaven og den individuelle som giver en samlet karakter.

Aflevering af den individuelle opgave betyder faktisk at jeg nu har afsluttet klinisk ernæring og også mit ophold her i Lillestrøm. Og det vil også sige at jeg har sommerferie!
I morgen tidlig tager jeg hjem til Danmark og det glæder jeg mig rigtig meget til :)


søndag den 28. april 2013

Turist i Oslo

I midten af måneden havde jeg min familie på besøg og vi fik set en del af Oslo og dens seværdigheder. Jeg synes virkelig at Oslo og omegn har meget at byde på hvis man er turist! Der er bl.a. mange forskellige museer med billige indgangspriser hvis man er studerende :)

På vikingeskibsmuseet

Fram museet (Fram er navnet på skibet)

 

Mathallen i Oslo

Operahuset

Akershus fæstning



tirsdag den 23. april 2013

Vegetarisk madlavning og kanel!

I mandags havde vi sidste dag med madlavning i køkkenet, og denne gang stod det på vegetarkost; kost til veganere (kun plantekost), laktovegetarisk kost (plantekost + mælk og ost) og ovo-laktovegetarisk kost (plantekost + mælk, ost og æg). Det vil sige at alle retter var uden kød, nogle retter uden æg og nogen med soya- og rismælk i stedet for komælk. Herunder ses nogle af retterne vi lavede:

Kager uden æg og vafler med æggeerstatning

Vegetarrisotto, chokoladekugler, makaronimiks og pandekager med rismælk

Kartoffelkarbonader og hytteostkroketter

Risotto, lasagne og linsegryde


Flot, farverig og velsmagende vegetarkost!

og god dessert, lavet enten uden æg eller på soya- eller rismælk!

Jeg synes det meste af vegetarmaden smagte godt og jeg savnede ikke kød. Det var især lærerigt at lave retter uden æg, samt skifte almindeligt mælk ud med soya- eller rismælk. Det kan jo faktisk godt lade sig gøre! Men det er vigtigt, at især veganere har lidt viden omkring kosten og næringsstoffer, da det ved den kosttype er svært at få opfyldt anbefalingerne for indtag af protein og indtag af flere mikronæringsstoffer.

I mandags var det som sagt sidste dag i køkkenet, og altså også sidste dag med undervisning. Da der i mandags var tre dage til jeg bliver 25 år, havde klassen planlagt et kanelangreb på mig i køkkenet, efter spisning. Ih hvor blev jeg overrasket, og fuld af kanel overalt, men jeg fik også en buket smukke blomster af mine søde medstuderende :) 

Men jeg havde da heldigvis stadig mit forklæde på!
 

mandag den 15. april 2013

Under 1 måned tilbage

Det var længe siden jeg sidst skrev her på bloggen, og det er fordi jeg har haft omkring to ugers påskeferie. Den brugte jeg i Sverige og Danmark, og nu har jeg været tilbage her i Lillestrøm i over en uge. I sidste uge havde vi undervisning om hjertekarsygdomme og vi lavede også mad i køkkenet; natriumreduceret kost og kolesterolsænkende kost. 

Kolesterolsænkende kost, bl.a.: cocktailkage, chokoladekage, frugttærte og formkage

Kødboller med pasta og tomatsovs, kødgryde og laks med ris.


Natriumreduceret kost, bl.a.: sildekarbonader, fiskegryde med æble og karry, kålstuvning og frikadeller

Det meste af maden smagte overraskende godt, men jeg tror helt sikkert at hvert fald natriumreduceret kost er noget man skal vænne sig til. Der manglede lidt smag (fra salt), men der var mange andre gode smage fra bl.a. æbler og andre krydderier.

Vi arbejder stadig på gruppeksamensopgaven som skal afleveres d. 26. april. Det går rigtig godt med opgaven og det føles som om vi snart er færdige med den. Vi har egentlig haft al undervisning om de sygdomme og den kost som passer til allerede, så frem til den 26. skal vi bl.a. have undervisning om madallergi og intolerance, kost ved kræftbehandling og vegetarkost. Den 29. april får vi så udleveret den individuelle eksamensopgave som skal afleveres d. 3. maj og så er mit studieophold her i Lillestrøm slut.

søndag den 17. marts 2013

Undervisning og madlavning

Det er vist på tide at jeg fortæller lidt mere om faget klinisk ernæring. I den første uge havde vi bl.a. undervisning om fordøjelsessystemet, blod og immunologi, sygdomslære og vi blev også introduceret til kostprogrammet aivo. Der kom også én fra Nutricia, som er producent af bl.a. næringsdrikke, og fortalte os om deres produkter og vi fik også smagsprøver på mange af drikkene. 

Ellers er ugerne delt op sådan at vi har undervisning om en sygdom, så har vi praktisk madlavning i forhold til sygdommen, og så har vi nogle dage til at arbejde med det i grupperne, før vi præsenterer det for hele klassen og underviserne. Indtil videre har vi været igennem sygdommene dysfagi (tygge- og synkebesvær) og cøliaki, hvor vi henholdsvis har lavet mad med tilpasset konsistens og glutenfri kost i køkkenet. Jeg var desværre ikke med til at lave kosten med tilpasset konsistens, da det var den dag jeg havde eksamen, men i fredags lavede vi glutenfri kost og det var virkelig spændende og smagte rigtig godt! 

Glutenfrie brød, boller, blåbærmuffins, cookies, knækbrød og vafler


Glutenfri lasagne, makaronifad, pizza, små pandekager og norske raspeboller
Næste gang skal vi lave diabeteskost, og den sidste gang er det kost til patienter med hjertekarsygdomme. Jeg synes det er rigtig lærerigt at få lov til at lave maden og smage på den. Så ved jeg lidt om det, og kender til nogle gode opskrifter, hvis jeg f.eks. skulle komme til at vejlede en person med nogle af disse sygdomme. Det er virkelig positivt at få lov til at lave noget praktisk, også i forhold til at lære klassen bedre at kende. Jeg synes at måden som hele forløbet er bygget op på, fungerer rigtigt godt. Det er især en god idé at vi præsenterer vores opgave efter hver sygdom, for så kan vi blive vejledt af underviserne og også få feedback fra resten af klassen. 
I opgaven er det meningen at vi skal beskrive sygdommene, lave en 7-dages menu og næringsberegne tre af dagene samt vurdere disse beregninger ift. indtag af energi, makro- og mikronæringsstoffer m.m. Gruppeopgaven er en del af eksamen; den tæller 50 % af karakteren til sidst, mens der også er en 5-dages individuel opgave som tæller de sidste 50 %.

mandag den 11. marts 2013

Tur til Holmenkollen


I går var jeg på ”sunday in the city” som er en tur til et sted omkring Oslo, den første søndag i hver måned, arrangeret for de internationale studerende. Det er universitetspræsterne i Oslo der står for det, og derfor er der hver gang også mulighed for at komme til gudstjeneste i kapellet på slottet. Mie var også med, og vi valgte at tage til gudstjeneste først. Det var lidt specielt, da det hele foregik på engelsk, men ellers ret hyggeligt med banjo-, guitar- og klavermusik i det meget fint udsmykkede kapel.
Efter gudstjenesten gik turen til Holmenkollen, som er en skihopbakke, og faktisk bærer titlen som verdens mest moderne hopbakke. Det var et fantastisk smukt område, og også meget populært tror jeg; der var hvert fald rigtig mange mennesker og især mange børnefamilier, som sikkert er der ofte. I området er der både kælkebakker og langrendsområder, og sikkert også meget mere!
Ved Holmenkollen findes også verdens ældste skimuseum og her fik vi en guidet tur med fortællinger om den danske konge som kom til Oslo og blev konge, kongefamilien på ski, skihoppet, og vi så en masse gamle ski, de ældste helt tilbage til 600 f.kr. Til slut var vi helt oppe i toppen af skihops-tårnet og det var noget af en fantastisk udsigt udover Oslo og Oslofjorden.

Der var gang i den ved Holmenkollen

Kongefamilie på ski

Gamle ski

Udsigt helt oppe fra skihopstårnet

Skihoppet

Skihoppet set fra toppen

Det var en spændende og lærerig tur til Holmenkollen, som helt klart kan anbefales hvis man kommer forbi Oslo. Mie og jeg sluttede den kolde, men dejlige dag af med først en tur i Mathallen, som er en hal fyldt med madbutikker og delikatesser, og derefter en tur i biografen sammen med nogle af pigerne fra klassen. Vi så filmen Victoria, som er en film baseret på en norsk forfatters bestseller roman. Den kan også anbefales!

fredag den 8. marts 2013

Eksamen og endnu et studiebesøg

Eksamen
I onsdags afsluttede jeg emnet "politik, projekt, helsefremmende og sygdomsforebyggende tiltag og evaluering" på uddannelsen samfundsernæring, med en 5 timers skriftlig eksamen, uden hjælpemidler. Det var virkelig en lettelse at få eksamen overstået, da jeg i ugen op til havde læst rigtig meget, samtidig med at jeg var startet på klinisk ernæring. Jeg er heller ikke rigtig vant til eksamener mere, uden hjælpemidler, så jeg brugte meget energi på at tænke på at jeg skulle huske det hele uden ad. 
Eksamensopgaven bestod af tre dele. Første del var 20 påstande i forhold til pensum, bl.a. om ernæring i udviklingslandede, FN-systemet samt topmøder og konferencer og om projektcyklus. Så det var en god blanding af det hele. Anden del af eksamensopgaven bestod af 10 påstande, hvor der under hver, var fire svarmuligheder og her kunne enten ingen være rigtige, alle, eller bare nogle af svarene. Tredje og sidste del, var den mest krævende og også den som har mest at sige ift. karakteren. Vi fik en opgave om at beskrive hvad samfundernæring er, og hvad man skulle kunne, hvis man søger en stilling indenfor området. Derefter skulle vi forestille os at vi var ansat i Oslo kommune og skulle lede et 2-årigt projekt. Vi skulle ift. dette, bl.a. beskrive alle dele i en projektcyklus. 
Jeg synes at eksamen gik godt for mig, men jeg har efterfølgende kigget i mine noter og kan godt se at jeg har svaret forkert på et par spørgsmål og også mangler lidt i den sidste del. Men jeg er tilfreds med min indsats og så er det bare at vente tre uger på karakteren. 

Studiebesøg
I tirsdags var jeg på studiebesøg på Louvisenberg Sygehus i Oslo, sammen med min gruppe fra klinisk ernæring. Formålet med besøget var at få et indblik i hvordan et køkken på et sygehus fungerer, hvilke ansatte der er, hvor mange der serveres mad til og hvilke forskellige diæter der serveres. Vi havde fået udleveret en opgavebeskrivelse med relevante spørgsmål i forbindelse med besøget, som vi skulle have besvaret og som skal være indhold i opgaven som vi skal aflevere i næste uge. Vi fik rundvisning i køkkenet og bagefter sad vi og fik svar på vores spørgsmål. Vi fik rundvisning af den assisterende køkkenchef og sjovt nok var hun dansker! Hun var uddannet i Danmark, men havde arbejdet på sygehuset i omkring 25 år, og det var jo lidt sjovt :)

I går var der socialt arrangement på universitetet her; pool- og bordtennisturnering og pizza party! Det var sjovt og hyggeligt og en god mulighed for lige at få snakket med nogle af de andre internationale studerende. Jeg tabte desværre mine første kampe i begge turneringer, men så er det godt at man kan trøste sig med lidt gratis pizza! 
I dag har det rigtig været forår og det er så skønt her i det smukke område. Jeg håber det fortsætter. God weekend! 

mandag den 4. marts 2013

Fagdagen - Kosthold og fysisk aktivitet

Så er det allerede marts - som tiden dog flyver afsted. Foråret er så småt ved at finde vej til Lillestrøm, så det er skønt!


I onsdags afholdte vi fagdagen, som hvert år arrangeres og afholdes af afgangsklassen på bachelorstudiet samfundsernæring. Klassen startede allerede med at planlægge de første ting i efteråret, bl.a. valgte de at temaet skulle være kost og fysisk aktivitet. Da jeg startede på studiet i januar, kom jeg på gruppen med ansvar for bl.a. at invitere folk til dagen. Vi har været opdelt i flere grupper i klassen, med forskellige ansvarsområder, og mange af mine medstuderende har lagt rigtig meget arbejde i at denne dag skulle blive en succes.
Til fagdagen var der blevet inviteret fem foredragsholdere, der skulle holde oplæg om temaet. Gruppen som havde ansvaret for dette, havde prøvet at finde foredragsholdere som kunne give lidt forskellige perspektiver på temaet, og jeg synes det havde lykkedes dem rigtig godt! Der var bl.a. oplæg om lavkarbo-kost, den forsvarende europa- og verdensmester i kickboksning var at fortælle om sine egne oplevelser ift. kost og fysisk aktivitet og så var der Kari Jaquesson, som bl.a. er kendt fra tv. Herunder findes lidt mere information om foredragsholderne:


Der var plads til 170 mennesker i auditoriet hvor fagdagen skulle afholdes, men vi havde overbooket lidt, hvis nu det skulle ske at nogen ikke dukkede op alligevel. Det endte med en næsten fyldt sal, med omkring 160 mennesker! Dagen varede fra kl. 9.00 til 14.30, med indlagte pauser hvor køkkengruppen serverede forfriskninger og suppe til frokost. I min gruppe startede vi allerede kl. 8.15 med at sidde ved indgangen og tage i mod deltagerne og krydse dem af. 

Afkrydsning af deltagere
  
En næsten fuld sal kort inden start
Fagdagen havde det formål at give indsigt i det valgte og meget dagsaktuelle tema. Desuden havde dagen et formål mere. Nogle af mine dygtige medstuderende havde nemlig lavet et videoklip, omhandlende studiet samfundsernæring og hvilke ambitioner de har efter endt uddannelse. Vi havde i min gruppe, inviteret ansatte fra de steder hvor mine medstuderende havde været i praktik tidligere på uddannelsen, og også ansatte fra andre relevante fremtidige arbejdspladser for en med bachelor i samfundsernæring. Jeg synes det var en virkelig god idé at fortælle om uddannelsen på denne måde og udbrede kendskab til den. Uddannelsen er nemlig ret ny, ligesom ernæring- og sundhedsuddannelsen i Danmark også er. Mine medstuderende har mange forskellige og spændende ambitioner om fremtidige jobs og hvis du har lyst til at se det meget inspirerende videoklip, er det bare at følge linket: http://www.youtube.com/watch?feature=player_embedded&v=MZB9A_gMdhs&noredirect=1  

Jeg synes at fagdagen var en virkelig spændende og lærerig dag, og den har helt klart været noget af det bedste, her på det fag jeg har fulgt på samfundsernæring! Det er virkelig imponerende sådan et stort arbejde der er blevet lagt i at få dagen op at stå, og heldigvis gik alt efter planen på selve dagen. Desuden fik vi i klassen rigtig meget ros, for en meget vellykket dag.
Vi har i hver gruppe lavet en opgave, hvor vi skulle beskrive hvordan processen af planlægningen af fagdagen havde været; hvad der var gået godt og dårligt, hvad man kunne gøre anderledes en anden gang osv. Vi har lige fået svar tilbage om at vores opgave er godkendt, så det kunne jo ikke være bedre!








mandag den 25. februar 2013

Klinisk ernæring

Så er jeg tilbage efter nogle skønne dage i Danmark!

I dag begyndte jeg på et nyt fag, som er på en anden uddannelse end Samfundsernæring. Faget er klinisk ernæring og er på andet år af uddannelsen Kostøkonomi, ernæring og ledelse. Da jeg valgte fagene hjemme fra Danmark, valgte jeg de fag, som virkede mest interessante for mig, og det blev derfor fag på to forskellige uddannelser. Det vil også sige at de overlapper hinanden lidt, da jeg afslutter faget på Samfundsernæring med eksamen d. 6. marts. Lige nu ser det ikke ud som at være et problem, da jeg kun kommer til at gå glip af et par dage eller tre på klinisk ernæring. 

På klinisk ernæring har vi en del flere undervisningstimer end der har været på faget jeg har fulgt på Samfundsernæring, og det er bare positivt synes jeg (selvom det nu var en lidt hård dag, i dag, med anatomiundervisning fra kl. 8.30 til 15.00.) Men undervisningen på skemaet ser ud til at blive en del varieret, da vi også skal have praktisk madlavning flere gange i løbet af faget. Det bliver spændende. 
Første dag på klinisk ernæring var rigtig god. Vi er kun 13 i klassen i alt, hvilket er meget rart, da der forhåbentlig er større chance for at nå at lære de fleste at kende, end de 30 i samfundsernæringsklassen. Jeg blev rigtig glad da jeg opdagede at jeg ikke er den eneste internationale studerende i klassen. Mie som går på Metropol i København skal også have klinisk ernæring, og det er nu meget rart at have en dansker at snakke med også :) Vi blev rigtig godt taget imod af klassen og jeg fandt ud af hvem jeg er i gruppe med. Vi skal nemlig lave et gruppeprojekt og er allerede blev opdelt i grupper, så det bliver spændende at lære de tre piger i min gruppe bedre at kende. 

Det var en god dag i dag. Vejret et blevet varmere her, solen skinner og himlen er blå - det var lige ved at det føltes som forår :) I morgen skal vi have intro til faget og til gruppeprojektet. Og senere skal jeg mødes med min anden klasse, for at lave de sidste forberedelser inden fagdagen på onsdag.   

onsdag den 13. februar 2013

Hvad byder februar på?

Indtil videre har februar budt på en masse godt. Jeg var så heldig at få besøg af min mor et par dage i sidste uge og vi hyggede os med tur til Oslo og cafébesøg i Lillestrøm :) Min søde mor havde taget rugbrød, frikadeller og andre gode sager med, så det var helt fantastisk når man er fattig studerende i dyre Norge. 

Min mor og jeg

Lige nu handler undervisningen om projektarbejde, og vi har litteratur om dette, specielt for uddannede indenfor ernæringsfag, så det er godt med nogle realistiske eksempler. Projektarbejde handler om hvordan projekter implementeres i f.eks. en kommune. Det handler om at sætte mål og målsætninger, udvikle nødvendige tiltag, hvordan selve projektet kommer op at køre, om relevante aktører og om hvordan det bedst muligt evalueres. Resten af undervisningen inden eksamen kommer til at handle om dette og indtil videre synes jeg at det er lidt svært, men det kan jo nå at ændre sig. 

I dag er der to uger til fagdagen og tre uger til eksamen, så jeg er ved at kunne mærke spændingen og nervøsiteten! Vi er i min fagdag-gruppe, gået i gang med at lave vores rapport om fagdagen. Det er en rapport (på maks syv sider), som skal handle om vores arbejdsproces i gruppen frem til fagdagen, og den skal så afleveres dagen efter fagdagen. Så vi har lidt at se til.

Men der er også tid til andet, som f.eks. i søndags hvor jeg bagte fastelavnsboller og fik hjælp af Katie fra London til at pynte dem. Og så havde vi inviteret de andre internationale studerende til at hjælpe med at spise dem. Mmm :) Og i går aftes var jeg til pubquiz i Lillestrøm sammen med nogle af pigerne fra klassen og et par andre. Quizzen var lidt svær og øllene dyre - men vi havde det hyggeligt!
Katie og jeg er også begyndt at træne henne på universitetet. Der findes nemlig et helt okay træningsrum med et løbebånd, en romaskine, styrkemaskiner, vægte, motionscykler m.m. Og så er det gratis! :) 

Hjemmebagte fastelavnsboller
I aften skal jeg til ultimatetræning for anden gang, så det er jeg spændt på. 
Og i morgen tager jeg hjem til Danmark på forlænget weekend, så det glæder jeg mig rigtig meget til! Jeg er rigtig glad for at være her, men det bliver rigtig dejligt at komme hjem til Odense nogle dage :)

Lige en smuk solnedgang

 

fredag den 8. februar 2013

Januar - hvor blev du af?

Så blev det februar, og det vil sige, at min første måned her i Lillestrøm, allerede er slut. Jeg synes at tiden er fløjet afsted! Derfor kommer dette blogindlæg til at handle om alt det jeg ikke nåede at få fortalt i de andre indlæg, og også om hvordan det har været at flytte til Lillestrøm, at starte på studiet her og at lære nye mennesker at kende. 

At være international studerende
Vi er en gruppe af internationale studerende som er startet på samme tid her. Udover mig selv, er der tre fyre og en pige fra Skotland, en pige fra England og to fyre fra Tyskland. For nyligt ankom der også tre piger fra Sverige, men dem har jeg desværre ikke set så meget til. Svenskerne studerer til sygeplejerske og resten studerer produkt design, så jeg er den eneste af os internationale studerende der studerer samfundsernæring. Der er desuden også en del internationale studerende inde på universitetet i Oslo. Én gang i ugen, er der en aktivitet arrangeret i Oslo, for alle internationale studerende. Indtil videre har der været blandt andet en kælketursdag og en dag med skøjteløb. Jeg har ikke deltaget i nogle af aktiviteterne endnu, da jeg synes det bliver lidt dyrt at tage toget frem og tilbage imellem Oslo og Lillestrøm. Heldigvis er der også specielt arrangeret aktiviteter for os her i Lillestrøm, men det er kun én gang om måneden. Jeg har ikke deltaget i noget endnu, men jeg glæder mig til marts hvor jeg helt sikkert vil deltage i månedens aktivitet, som er pool- og bordtennisturnering med efterfølgende pizzaparty. Det lyder jo sjovt! 
I den første weekend her, blev der arrangeret en velkomstfest for os, af de internationale studerendes organisation. Det var nogle af de internationale studerende som læser kandidatuddannelser, der arrangerede festen, med mad, dans og musik, så det var rigtig hyggeligt. 
Ellers prøver vi selv at arrangere lidt ind imellem. Jeg har blandt andet været en tur i Oslo sammen med nogle af de andre, været på café i Lillestrøm, blevet inviteret til fødselsdag og på søndag har jeg inviteret de andre på fastelavnsboller :)

Solrig men meget kold dag i Oslo


At gå i en norsk klasse
Jeg husker at jeg var lidt nervøs, den første dag hvor jeg skulle møde min nye klasse. Det er jo lidt skræmmende at starte i en klasse som den eneste, når man ved at de andre har gået i klasse sammen i næsten tre år. Men det hele er gået rigtig godt. Jeg følte mig godt taget imod og kom hurtigt i grupper til de forskellige opgaver og fik mig også hurtigt en læsegruppe. 
Jeg synes det er blevet nemmere at forstå underviserne til forelæsningerne, nu når jeg har vænnet mig til sproget. Jeg har endda en enkelt gang, vovet mig ud i at svare på noget, som underviseren spurgte om :) Og jeg har også fremlagt for hele klassen. Så selvom det hele først virker lidt farligt og man kan mærke nervøsiteten i kroppen, så er det bare at springe ud i det, for hvad er det værste der kan ske? 

Hvad har jeg fået ud af opholdet indtil videre?

Fagligt
Med det fag jeg har valgt, har jeg indtil videre, i høj grad udvidet min viden om ernæring i udviklingslandene. Jeg har fået indblik i hvordan FN og mange organisationer herunder, fungerer og arbejder sammen om blandt andet ernæringsproblemer i udviklingslandene. Og i det hele taget om hvilke problemer der er og hvordan udviklingen har været de seneste årtier. Det er spændende at læse om, men også uhyggeligt synes jeg. Omkring 900 mio mennesker i verden sulter nemlig, og det er altså mange mennesker. Der er hele tiden frygtelige tal om f.eks. sult og børnedødelighed, og det er jo helt forfærdeligt, men jeg synes det har været positivt for mig, at få et større indblik i hvad der sker i resten af verden og ikke bare i Danmark. Det er jo på helt forskellige niveauer, og med meget forskellige problemer, blandt andet Danmark og Afrika, kæmper med.
Al litteraturen er på engelsk og det blev jeg lidt overrasket over da jeg startede her. Vi har mange rapporter med statistikker og tal, politikker og handlingsplaner osv. Det er hårdt at komme igennem og tager lang tid fordi det er på engelsk. Jeg har fundet ud af at det fungerer bedst for mig at skimte litteraturen inden forelæsningerne, og så læse bedre på det bagefter, når underviserne har taget de vigtigste punkter frem på power point. Ellers kan det godt være lidt uoverskueligt at skulle igennem to rapporter på 100 sider hver, på engelsk, inden en forelæsning. Det er nok ret vigtigt at finde sin egen teknik tror jeg, og det har jeg gjort.
Vi har haft et par rapporter på norsk, blandt andet omkring anbefalingerne for kost, om folkehelseloven og om samhandlingsreformen. Så jeg har indtil videre fået en masse viden om hvordan de norske anbefalinger og kostråd er, og om hvordan det foregår politisk blandt andet ift. at forbedre folkesundheden. Det er sjovt at se hvordan Norge er og gør ift. Danmark og jeg er blevet ret overrasket blandt andet da jeg så de norske kostråd. Der er 13 råd og de står bare i en rapport. De omhandler ca. det samme som de danske, men de er ikke sat flot og visuelt op som de danske, og det undrede mig egentlig lidt. For hvordan vil de fange børns opmærksomhed og i det hele taget resten af befolkningens? Jeg tror hvert fald på (og håber) at mange i Danmark kender til de 8 kostråd, for flot og overskueligt ser de ud:

  


Personligt
Jeg synes selv, at jeg altid har været god til at snakke med andre mennesker, så derfor har det ikke føltes som en så stor udfordring for mig, at pludselig kun være omgivet af mennesker jeg ikke kender. Jeg skal selvfølgelig altid lige tage lidt mod til mig, som de fleste nok skal, men det bliver jo nemmere og nemmere for hver gang, især når man finder ud af at de fleste er meget åbne og imødekommende. 
Det er selvfølgelig en udfordring at flytte til et nyt sted og begynde på et studie, men jeg synes at det er gået virkelig godt det hele. Jeg har selv skulle gøre en del, for at komme i gang her, blandt andet en masse praktisk som af få lavet studiekort, finde ud af hvordan printerne fungerer, finde litteraturen til timerne osv. Heldigvis er der altid nogen at spørge hvis noget er lidt svært at finde ud af! 
Der er flere som har spurgt mig, om hvorfor jeg ville på studieophold og hvorfor lige præcis i Norge, og det har jeg så tænkt lidt ekstra over. Jeg synes det er en fantastisk mulighed, at kunne få lov til at sætte et personligt præg på sin uddannelse ved at tage et studieophold i et andet land. Jeg kommer til at have nogle andre fag og dermed også en anden viden og nogle andre kompetencer, i forhold til dem som bliver uddannede på samme tid som mig. På samme tid, kommer jeg til at have viden om et andet lands anbefalinger ift. kost, deres kostråd, deres folkesundhedslove og deres metoder til at få alle sundhedsbudskaber ud til befolkningen på. Det giver virkelig et godt perspektiv at kunne sammenligne to lande på disse punkter, og det sætter mange tanker i gang hos mig, blandt andet om hvad der mon fungerer bedst.
Grunden til at jeg valgte at tage til Norge, var egentlig i første omgang fordi jeg ville til Sverige. Men da Ankerhus ikke har samarbejde med nogle svenske universiteter, valgte jeg at tage her til Lillestrøm. Jeg har ofte hørt at Norge har et højt uddannelsesniveau, så det var jo også et plus. Desuden synes jeg at det er pinligt at vi ikke forstår hinanden her i Skandinavien, for dansk, norsk og svensk minder jo meget om hinanden. I det mindste kan vi jo prøve at forstå, det prøver jeg hvert fald på, og vil opfordre alle andre til det også! For det er jo en enestående mulighed vi har her i Skandinavien, for let at kunne lære et andet sprog, så det er da bare at komme i gang. Jeg er i fuld sving hvert fald :)
Så lige en lille lektion i norsk (fra det fine kærlighedstoiletpapir, min roomie havde købt):

Godis betyder slik, så: "Du er mit favoritslik"






 

torsdag den 31. januar 2013

Fremlæggelse, besøg og ultimate

I torsdags skulle alle grupper i klassen fremlægge om det emne de havde valgt for nogle uger siden. Da vi var ret mange grupper, blev det en ret kort fremlæggelse på ca. et kvarter pr. gruppe. Vi havde i min gruppe, mødtes to gange og forberedt vores fremlæggelse. Vi havde sammenlignet de norske anbefalinger om kost og fysisk aktivitet, med anbefalinger fra en rapport lavet af WHO og FAO. Det er ret spændende at se på forskellige anbefalinger og se hvilke forskelle der er. Jeg havde ansvaret for anbefalingerne om fysisk aktivitet og der var en ret stor forskel på anbefalingerne i de to rapporter. Ifølge de norske anbefalinger, skal man som voksen være fysisk aktiv i 30 min om dagen (det samme som i Danmark), mens man ifølge anbefalingerne fra WHO og FAO skal være fysisk aktiv i 60 min om dagen. Begge anbefalinger begrundes med at være passende for at forebygge overvægt. En anden forskel som jeg også finder ret interessant, er anbefalinger i forhold til indtaget af frugt og grønt. I WHO og FAO's rapport anbefales det at indtage 400 g frugt og grønt om dagen, i de norske anbefalinger 500 g om dagen og i Danmark anbefales det at indtage 600 g om dagen. Nogle af tallene, hænger også sammen med at det er forskelligt hvilke mængder af en bestemt fødevare, man mener der er tilgængelig i de forskellige lande. Spændende. Men nok om det. Det var spændende at høre de forskellige fremlæggelser som bl.a. handlede om sukkerkontroversen i Norge, bæredygtighed og de norske kostanbefalinger og om de følges. Vores fremlæggelse gik godt synes jeg. Jeg var selvfølgelig lidt nervøs da det var min tur, men jeg prøvede at snakke lidt langsommere, så klassen havde en chance for at forstå det danske sprog. Flere nikkede og smilede, så jeg håber og tror at de forstod mig :)

http://www.who.int/nutrition/publications/obesity/WHO_TRS_916_cov.jpg
WHO og FAO's rapport
http://helsedirektoratet.no/publikasjoner/kostrad-for-a-fremme-folkehelsen-og-forebygge-kroniske-sykdommer/PublishingImages/IS-1881_323319c.jpg
Rapporten med de norske anbefalinger


Fra torsdag aften var jeg så heldig at få besøg af min kæreste Fredrik. Nogle dage står der "studiedag" på mit skema, hvilket betyder at det er en dag til selvstudie, og der stod "studiedag" både fredag og mandag, så det var et perfekt tidspunkt at få besøg. Det er nemt at komme til Lillestrøm. Norwegian har nemlig mange afgange mellem Kastrup og Oslo - Gardamoen lufthavn, hvilket gør det ret nemt at få besøg og også tage hjem på besøg. Desuden kører der tog hele tiden mellem Gardamoen og Lillestrøm, og det tager kun 12 min.
Fredag tog Fredrik og jeg ind til Oslo, for at kigge lidt der. Jeg havde inden da, fået lidt god turist-insiderviden af nogen fra klassen, så første stop i Oslo blev Vigelandsparken. Parken har fået navn efter kunstneren Gustav Vigeland, som har skabt alle skulpturerne som er overalt i parken. Det var lidt koldt at gå rundt og kigge, men vi var i godt humør, da mange af skulpturerne var lidt sjove. I flere af dem indgik der børn og babyer, som enten blev kastet rundt af voksne, så sure ud eller blev sparket af en hest. Det var ret specielt og underholdende på sin egen måde, og kan helt klart anbefales at se hvis man kommer til Oslo. 

Vigelandsparken

En af skulpturerne, som kaster med babyer?
Udsigt over en stor del af parken

Hest der sparker baby

 
                        
Vigelandsparken ligger ca. 5 km fra Oslo Sentralstation, så derfor tog vi en sporvogn hen til parken og tilbage igen. Men på tilbagevejen stod vi af ved Slottet, hvor kongefamilien bor. Det er en flot gul bygning, som er beliggende ret centralt i byen, men er omgivet af en hyggelig park. Vi var desuden så heldige at overvære et vagtskifte da vi kom forbi :)

Slottet
Hvis man fortsætter igennem parken, på højre side af slottet, kommer man til en gade med en del butikker, caféer og restauranter - et rigtigt hyggeligt område. Så vi skulle da også lige ind og have lidt mad på "det åbne bageri", hvor de havde rigtig gode sandwiches med det lækreste rugbrød med æble, tørrede abrikoser, hasselnødder, kerner og rosiner i. Mmm. Vi skulle selvfølgelig også lige teste de norske kanelboller, men DE SVENSKE, ER OG BLIVER DE BEDSTE!



Så var vi klar til at kigge lidt i butikker. Mit indtryk af Oslo er, at det er en hyggelig by, med både butikker, hyggelige caféer og restauranter og flere "turistattraktioner" der er værd at se. Inden vi tog toget tilbage til Lillestrøm, gik vi hen til operahuset som ligger lige ved siden af stationen. Det er virkelig en fantastisk bygning, som er designet så man kan gå op på taget og se udsigten udover havet. Indenfor er også et kig værd.    

Operahuset

Skulptur ude på vandet (som ikke er vand lige nu, men is)


Det var virkelig dejligt at have Fredrik på besøg i 5 dage og vise ham lidt rundt, så han ved hvad det er jeg snakker om, når vi snakker sammen. Jeg nød at lave mad sammen igen og have en at spise sammen med. Det er jo noget jeg er vant til og så er det lidt svært at vænne sig til at gøre alt alene. Men indtil videre synes jeg nu alligevel at det går meget godt for mig, hvis jeg selv skal sige det :) 

Billede: Nyder min elsklings selskab!
Fredrik og jeg



Tirsdag aften var jeg til ultimate (frisbee) træning i Fjellhamar, som ligger 7 min væk med toget. Jeg har spillet i 6 år i Danmark og kunne godt mærke at jeg savnede det lidt her. Også bare at være lidt aktiv og have andet end studiet. Derfor undersøgte jeg lidt på internettet, om hvilke hold der findes her i Norge, og til alt held, fandt jeg klubben Pancake Ultimate. Det var en rigtig god følelse at være til træning og kaste lidt med en frisbee igen. Desværre var mange af spillerne der ikke, da de havde været til turnering i weekenden, så jeg håber der er flere næste gang. Det føles godt at begynde at spille ultimate her og at have mere end bare studiet, da jeg jo også er vant til både ultimate og job ved siden af studiet derhjemme. Det er også en virkelig god måde at møde nye mennesker på, når man har den samme interesse. Så jeg glæder mig til træning næste gang! 

onsdag den 30. januar 2013

Lillestrøm

Nu er det vist på tide at jeg får fortalt lidt om Lillestrøm. Først lige et lille kort, for at give et overblik over området. Universitetet er markeret med en blå cirkel og Åråsen Studenthem (kollegiet), hvor jeg bor, er markeret med en grøn cirkel.   

Kort over området
Det tager ca. 20 min at gå ind til Lillestrøm fra hvor jeg bor. Men der ligger også indkøbsmuligheder på vejen til og fra universitetet, så det er rart at kunne handle på vejen hjem i stedet for at skulle gå ind til Lillestrøm. De billigste butikker er Kiwi og Rema 1000 og de ligger både i Lillestrøm og imellem universitetet og kollegiet. Jeg har ofte hørt at Norge er ret dyr, og det kan jeg nu slå fast, er sandt. Der er en del varer som er dyrere end i Danmark, og jeg fik et chok da jeg så prisen på mælk, som er 13 kr for 1 liter! Men jeg er ved at vænne mig til det og jeg synes godt, at det kan lade sig gøre, at undgå nogle af de dyrere varer.

Første gang jeg var i Lillestrøm blev jeg meget positivt overrasket over byens størrelse og antallet af butikker. Der findes et shoppingcenter, som er fordelt i to bygninger og på tre etager i hver. I centeret er der flere af de samme tøjbutikker som vi har i Danmark og ellers er der lignende butikker som vi har i de danske shoppingcentre samt caféer og restauranter. Ellers findes der også en gågade med butikker, caféer og restauranter.

Gågaden

Vi danskere er jo så glade for at snakke om vejret, så derfor kommer også lige en lille vejrmelding fra mig :) Ofte er der ret gråt her og koldt. Det meste af tiden jeg har været her, har der været mellem -10 og -20 grader koldt. Og det er altså koldt! Der har også sneet en del, og indimellem har der været dage med blå himmel og sol som varmer. Det har været skønt, og meget smukt her i det bakkede landskab omkring Lillestrøm. Nu er der pludselig blevet varmere, faktisk et par plusgrader, og dette vil sige sjap, sjask og vand overalt - og meget våde støvler og tæer! Men ifølge vejrmeldingerne bliver der snart meget koldt igen, og det vil jeg faktisk foretrække frem for vand overalt. 

Sne, blå himmel og sol over Lillestrøm