søndag den 17. marts 2013

Undervisning og madlavning

Det er vist på tide at jeg fortæller lidt mere om faget klinisk ernæring. I den første uge havde vi bl.a. undervisning om fordøjelsessystemet, blod og immunologi, sygdomslære og vi blev også introduceret til kostprogrammet aivo. Der kom også én fra Nutricia, som er producent af bl.a. næringsdrikke, og fortalte os om deres produkter og vi fik også smagsprøver på mange af drikkene. 

Ellers er ugerne delt op sådan at vi har undervisning om en sygdom, så har vi praktisk madlavning i forhold til sygdommen, og så har vi nogle dage til at arbejde med det i grupperne, før vi præsenterer det for hele klassen og underviserne. Indtil videre har vi været igennem sygdommene dysfagi (tygge- og synkebesvær) og cøliaki, hvor vi henholdsvis har lavet mad med tilpasset konsistens og glutenfri kost i køkkenet. Jeg var desværre ikke med til at lave kosten med tilpasset konsistens, da det var den dag jeg havde eksamen, men i fredags lavede vi glutenfri kost og det var virkelig spændende og smagte rigtig godt! 

Glutenfrie brød, boller, blåbærmuffins, cookies, knækbrød og vafler


Glutenfri lasagne, makaronifad, pizza, små pandekager og norske raspeboller
Næste gang skal vi lave diabeteskost, og den sidste gang er det kost til patienter med hjertekarsygdomme. Jeg synes det er rigtig lærerigt at få lov til at lave maden og smage på den. Så ved jeg lidt om det, og kender til nogle gode opskrifter, hvis jeg f.eks. skulle komme til at vejlede en person med nogle af disse sygdomme. Det er virkelig positivt at få lov til at lave noget praktisk, også i forhold til at lære klassen bedre at kende. Jeg synes at måden som hele forløbet er bygget op på, fungerer rigtigt godt. Det er især en god idé at vi præsenterer vores opgave efter hver sygdom, for så kan vi blive vejledt af underviserne og også få feedback fra resten af klassen. 
I opgaven er det meningen at vi skal beskrive sygdommene, lave en 7-dages menu og næringsberegne tre af dagene samt vurdere disse beregninger ift. indtag af energi, makro- og mikronæringsstoffer m.m. Gruppeopgaven er en del af eksamen; den tæller 50 % af karakteren til sidst, mens der også er en 5-dages individuel opgave som tæller de sidste 50 %.

mandag den 11. marts 2013

Tur til Holmenkollen


I går var jeg på ”sunday in the city” som er en tur til et sted omkring Oslo, den første søndag i hver måned, arrangeret for de internationale studerende. Det er universitetspræsterne i Oslo der står for det, og derfor er der hver gang også mulighed for at komme til gudstjeneste i kapellet på slottet. Mie var også med, og vi valgte at tage til gudstjeneste først. Det var lidt specielt, da det hele foregik på engelsk, men ellers ret hyggeligt med banjo-, guitar- og klavermusik i det meget fint udsmykkede kapel.
Efter gudstjenesten gik turen til Holmenkollen, som er en skihopbakke, og faktisk bærer titlen som verdens mest moderne hopbakke. Det var et fantastisk smukt område, og også meget populært tror jeg; der var hvert fald rigtig mange mennesker og især mange børnefamilier, som sikkert er der ofte. I området er der både kælkebakker og langrendsområder, og sikkert også meget mere!
Ved Holmenkollen findes også verdens ældste skimuseum og her fik vi en guidet tur med fortællinger om den danske konge som kom til Oslo og blev konge, kongefamilien på ski, skihoppet, og vi så en masse gamle ski, de ældste helt tilbage til 600 f.kr. Til slut var vi helt oppe i toppen af skihops-tårnet og det var noget af en fantastisk udsigt udover Oslo og Oslofjorden.

Der var gang i den ved Holmenkollen

Kongefamilie på ski

Gamle ski

Udsigt helt oppe fra skihopstårnet

Skihoppet

Skihoppet set fra toppen

Det var en spændende og lærerig tur til Holmenkollen, som helt klart kan anbefales hvis man kommer forbi Oslo. Mie og jeg sluttede den kolde, men dejlige dag af med først en tur i Mathallen, som er en hal fyldt med madbutikker og delikatesser, og derefter en tur i biografen sammen med nogle af pigerne fra klassen. Vi så filmen Victoria, som er en film baseret på en norsk forfatters bestseller roman. Den kan også anbefales!

fredag den 8. marts 2013

Eksamen og endnu et studiebesøg

Eksamen
I onsdags afsluttede jeg emnet "politik, projekt, helsefremmende og sygdomsforebyggende tiltag og evaluering" på uddannelsen samfundsernæring, med en 5 timers skriftlig eksamen, uden hjælpemidler. Det var virkelig en lettelse at få eksamen overstået, da jeg i ugen op til havde læst rigtig meget, samtidig med at jeg var startet på klinisk ernæring. Jeg er heller ikke rigtig vant til eksamener mere, uden hjælpemidler, så jeg brugte meget energi på at tænke på at jeg skulle huske det hele uden ad. 
Eksamensopgaven bestod af tre dele. Første del var 20 påstande i forhold til pensum, bl.a. om ernæring i udviklingslandede, FN-systemet samt topmøder og konferencer og om projektcyklus. Så det var en god blanding af det hele. Anden del af eksamensopgaven bestod af 10 påstande, hvor der under hver, var fire svarmuligheder og her kunne enten ingen være rigtige, alle, eller bare nogle af svarene. Tredje og sidste del, var den mest krævende og også den som har mest at sige ift. karakteren. Vi fik en opgave om at beskrive hvad samfundernæring er, og hvad man skulle kunne, hvis man søger en stilling indenfor området. Derefter skulle vi forestille os at vi var ansat i Oslo kommune og skulle lede et 2-årigt projekt. Vi skulle ift. dette, bl.a. beskrive alle dele i en projektcyklus. 
Jeg synes at eksamen gik godt for mig, men jeg har efterfølgende kigget i mine noter og kan godt se at jeg har svaret forkert på et par spørgsmål og også mangler lidt i den sidste del. Men jeg er tilfreds med min indsats og så er det bare at vente tre uger på karakteren. 

Studiebesøg
I tirsdags var jeg på studiebesøg på Louvisenberg Sygehus i Oslo, sammen med min gruppe fra klinisk ernæring. Formålet med besøget var at få et indblik i hvordan et køkken på et sygehus fungerer, hvilke ansatte der er, hvor mange der serveres mad til og hvilke forskellige diæter der serveres. Vi havde fået udleveret en opgavebeskrivelse med relevante spørgsmål i forbindelse med besøget, som vi skulle have besvaret og som skal være indhold i opgaven som vi skal aflevere i næste uge. Vi fik rundvisning i køkkenet og bagefter sad vi og fik svar på vores spørgsmål. Vi fik rundvisning af den assisterende køkkenchef og sjovt nok var hun dansker! Hun var uddannet i Danmark, men havde arbejdet på sygehuset i omkring 25 år, og det var jo lidt sjovt :)

I går var der socialt arrangement på universitetet her; pool- og bordtennisturnering og pizza party! Det var sjovt og hyggeligt og en god mulighed for lige at få snakket med nogle af de andre internationale studerende. Jeg tabte desværre mine første kampe i begge turneringer, men så er det godt at man kan trøste sig med lidt gratis pizza! 
I dag har det rigtig været forår og det er så skønt her i det smukke område. Jeg håber det fortsætter. God weekend! 

mandag den 4. marts 2013

Fagdagen - Kosthold og fysisk aktivitet

Så er det allerede marts - som tiden dog flyver afsted. Foråret er så småt ved at finde vej til Lillestrøm, så det er skønt!


I onsdags afholdte vi fagdagen, som hvert år arrangeres og afholdes af afgangsklassen på bachelorstudiet samfundsernæring. Klassen startede allerede med at planlægge de første ting i efteråret, bl.a. valgte de at temaet skulle være kost og fysisk aktivitet. Da jeg startede på studiet i januar, kom jeg på gruppen med ansvar for bl.a. at invitere folk til dagen. Vi har været opdelt i flere grupper i klassen, med forskellige ansvarsområder, og mange af mine medstuderende har lagt rigtig meget arbejde i at denne dag skulle blive en succes.
Til fagdagen var der blevet inviteret fem foredragsholdere, der skulle holde oplæg om temaet. Gruppen som havde ansvaret for dette, havde prøvet at finde foredragsholdere som kunne give lidt forskellige perspektiver på temaet, og jeg synes det havde lykkedes dem rigtig godt! Der var bl.a. oplæg om lavkarbo-kost, den forsvarende europa- og verdensmester i kickboksning var at fortælle om sine egne oplevelser ift. kost og fysisk aktivitet og så var der Kari Jaquesson, som bl.a. er kendt fra tv. Herunder findes lidt mere information om foredragsholderne:


Der var plads til 170 mennesker i auditoriet hvor fagdagen skulle afholdes, men vi havde overbooket lidt, hvis nu det skulle ske at nogen ikke dukkede op alligevel. Det endte med en næsten fyldt sal, med omkring 160 mennesker! Dagen varede fra kl. 9.00 til 14.30, med indlagte pauser hvor køkkengruppen serverede forfriskninger og suppe til frokost. I min gruppe startede vi allerede kl. 8.15 med at sidde ved indgangen og tage i mod deltagerne og krydse dem af. 

Afkrydsning af deltagere
  
En næsten fuld sal kort inden start
Fagdagen havde det formål at give indsigt i det valgte og meget dagsaktuelle tema. Desuden havde dagen et formål mere. Nogle af mine dygtige medstuderende havde nemlig lavet et videoklip, omhandlende studiet samfundsernæring og hvilke ambitioner de har efter endt uddannelse. Vi havde i min gruppe, inviteret ansatte fra de steder hvor mine medstuderende havde været i praktik tidligere på uddannelsen, og også ansatte fra andre relevante fremtidige arbejdspladser for en med bachelor i samfundsernæring. Jeg synes det var en virkelig god idé at fortælle om uddannelsen på denne måde og udbrede kendskab til den. Uddannelsen er nemlig ret ny, ligesom ernæring- og sundhedsuddannelsen i Danmark også er. Mine medstuderende har mange forskellige og spændende ambitioner om fremtidige jobs og hvis du har lyst til at se det meget inspirerende videoklip, er det bare at følge linket: http://www.youtube.com/watch?feature=player_embedded&v=MZB9A_gMdhs&noredirect=1  

Jeg synes at fagdagen var en virkelig spændende og lærerig dag, og den har helt klart været noget af det bedste, her på det fag jeg har fulgt på samfundsernæring! Det er virkelig imponerende sådan et stort arbejde der er blevet lagt i at få dagen op at stå, og heldigvis gik alt efter planen på selve dagen. Desuden fik vi i klassen rigtig meget ros, for en meget vellykket dag.
Vi har i hver gruppe lavet en opgave, hvor vi skulle beskrive hvordan processen af planlægningen af fagdagen havde været; hvad der var gået godt og dårligt, hvad man kunne gøre anderledes en anden gang osv. Vi har lige fået svar tilbage om at vores opgave er godkendt, så det kunne jo ikke være bedre!