søndag den 17. marts 2013

Undervisning og madlavning

Det er vist på tide at jeg fortæller lidt mere om faget klinisk ernæring. I den første uge havde vi bl.a. undervisning om fordøjelsessystemet, blod og immunologi, sygdomslære og vi blev også introduceret til kostprogrammet aivo. Der kom også én fra Nutricia, som er producent af bl.a. næringsdrikke, og fortalte os om deres produkter og vi fik også smagsprøver på mange af drikkene. 

Ellers er ugerne delt op sådan at vi har undervisning om en sygdom, så har vi praktisk madlavning i forhold til sygdommen, og så har vi nogle dage til at arbejde med det i grupperne, før vi præsenterer det for hele klassen og underviserne. Indtil videre har vi været igennem sygdommene dysfagi (tygge- og synkebesvær) og cøliaki, hvor vi henholdsvis har lavet mad med tilpasset konsistens og glutenfri kost i køkkenet. Jeg var desværre ikke med til at lave kosten med tilpasset konsistens, da det var den dag jeg havde eksamen, men i fredags lavede vi glutenfri kost og det var virkelig spændende og smagte rigtig godt! 

Glutenfrie brød, boller, blåbærmuffins, cookies, knækbrød og vafler


Glutenfri lasagne, makaronifad, pizza, små pandekager og norske raspeboller
Næste gang skal vi lave diabeteskost, og den sidste gang er det kost til patienter med hjertekarsygdomme. Jeg synes det er rigtig lærerigt at få lov til at lave maden og smage på den. Så ved jeg lidt om det, og kender til nogle gode opskrifter, hvis jeg f.eks. skulle komme til at vejlede en person med nogle af disse sygdomme. Det er virkelig positivt at få lov til at lave noget praktisk, også i forhold til at lære klassen bedre at kende. Jeg synes at måden som hele forløbet er bygget op på, fungerer rigtigt godt. Det er især en god idé at vi præsenterer vores opgave efter hver sygdom, for så kan vi blive vejledt af underviserne og også få feedback fra resten af klassen. 
I opgaven er det meningen at vi skal beskrive sygdommene, lave en 7-dages menu og næringsberegne tre af dagene samt vurdere disse beregninger ift. indtag af energi, makro- og mikronæringsstoffer m.m. Gruppeopgaven er en del af eksamen; den tæller 50 % af karakteren til sidst, mens der også er en 5-dages individuel opgave som tæller de sidste 50 %.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar