onsdag den 30. januar 2013

Lillestrøm

Nu er det vist på tide at jeg får fortalt lidt om Lillestrøm. Først lige et lille kort, for at give et overblik over området. Universitetet er markeret med en blå cirkel og Åråsen Studenthem (kollegiet), hvor jeg bor, er markeret med en grøn cirkel.   

Kort over området
Det tager ca. 20 min at gå ind til Lillestrøm fra hvor jeg bor. Men der ligger også indkøbsmuligheder på vejen til og fra universitetet, så det er rart at kunne handle på vejen hjem i stedet for at skulle gå ind til Lillestrøm. De billigste butikker er Kiwi og Rema 1000 og de ligger både i Lillestrøm og imellem universitetet og kollegiet. Jeg har ofte hørt at Norge er ret dyr, og det kan jeg nu slå fast, er sandt. Der er en del varer som er dyrere end i Danmark, og jeg fik et chok da jeg så prisen på mælk, som er 13 kr for 1 liter! Men jeg er ved at vænne mig til det og jeg synes godt, at det kan lade sig gøre, at undgå nogle af de dyrere varer.

Første gang jeg var i Lillestrøm blev jeg meget positivt overrasket over byens størrelse og antallet af butikker. Der findes et shoppingcenter, som er fordelt i to bygninger og på tre etager i hver. I centeret er der flere af de samme tøjbutikker som vi har i Danmark og ellers er der lignende butikker som vi har i de danske shoppingcentre samt caféer og restauranter. Ellers findes der også en gågade med butikker, caféer og restauranter.

Gågaden

Vi danskere er jo så glade for at snakke om vejret, så derfor kommer også lige en lille vejrmelding fra mig :) Ofte er der ret gråt her og koldt. Det meste af tiden jeg har været her, har der været mellem -10 og -20 grader koldt. Og det er altså koldt! Der har også sneet en del, og indimellem har der været dage med blå himmel og sol som varmer. Det har været skønt, og meget smukt her i det bakkede landskab omkring Lillestrøm. Nu er der pludselig blevet varmere, faktisk et par plusgrader, og dette vil sige sjap, sjask og vand overalt - og meget våde støvler og tæer! Men ifølge vejrmeldingerne bliver der snart meget koldt igen, og det vil jeg faktisk foretrække frem for vand overalt. 

Sne, blå himmel og sol over Lillestrøm
 

2 kommentarer:

  1. Det lyder spændende. Skriv/fortæl gerne om meget mere om forløbet

    SvarSlet
    Svar
    1. Det er det også :) Jeg skal prøve på at få det hele med under mit ophold. Hvis der er noget du vil vide, så bare spørg :)

      Slet