onsdag den 9. januar 2013

De første dage i Lillestrøm

Jeg ankom til Lillestrøm i lørdags, d. 5 januar, og blev hentet på stationen af en af de studerende herfra. Jeg havde nemlig søgt om at få en studdy buddy - altså en af de studerende her, som kan hjælpe lidt til i starten med de praktiske ting som f.eks. at finde sit værelse og få nøglen hertil. Det kan kun anbefales, da det var til stor hjælp at have en ved sin side, som kender til det hele. 
Mit værelse var møbleret da jeg kom, men man kan også søge om at få et værelse uden møbler. Men det er rigtig fint, med alt det der er mest nødvendigt. Køkken og bad deler jeg med en norsk pige.
Mit værelse
Senere mødtes jeg med en af de andre internationale studerende og tre af de norske studerende, da de ville vise os området, indkøbsmuligheder osv. Det var virkelig rart at blive taget så godt imod fra start af så flinke mennesker. Og selv solnedgangen gav noget af en velkomst!
Udsigt til solnedgangen fra mit værelse

Mandag skulle blive spændende da det var første dag på studiet. Morgenen startede med at jeg mødte mange af de andre internationale studerende, fordi en af de norske studerende ville følge os alle sammen samlet hen til Campus. Af dem jeg har mødt indtil videre, er der både studerende fra England, Skotland og Tyskland, men der skulle vist være flere endnu, så dem ser jeg meget frem imod at møde.
Der er ca. 2 km at gå hen til Kjeller Campus, som er en del af Høgskolen i Oslo og Akershus, hvilket også betyder at størstedelen af Høgskolen (det som vi i Danmark kalder universitetet) ligger inde i Oslo. På Kjeller Campus findes bl.a. de sundhedsfaglige uddannelser, hvor samfundsernæring er den første uddannelse som jeg skal have fag på.

Høgskolen i Oslo og Akershus - Kjeller Campus
Uddannelsen i Samfundsernæring minder meget om Ernæring og Sundhed, og det var derfor oplagt for mig at vælge fag på denne uddannelse. Faget jeg har valgt hedder på dansk "politik, projekt, sundhedsfremmende og sygdomsforebyggende tiltag og evaluering" og er på 3. år af uddannelsen.
Mandag mødte jeg min klasse for første gang og det var et rigtigt positivt møde! De fleste kom og hilste på mig, jeg blev meldt ind i deres facebookgruppe med det samme og jeg blev ikke glemt da vi skulle danne grupper til fremtidige opgaver. To af underviserne præsenterede os for fagets læringsmål, skema og litteratur, og til sidst var der lagt op til en lille diskussion om forskellige problemstillinger indenfor faget.
Tirsdag havde vi den første rigtige undervisning, som handlede om fødevare- og ernæringssikkerhed. Det jeg især synes var spændende, og som er meget positivt for hele faget, er at der kigges på fagets forskellige emner, på både et nationalt og et internationalt niveau. 
Jeg synes at det går godt med at forstå norsk og at nordmændene er gode til at forstå dansk, så det føles godt. Jeg blev dog lidt overrasket over hvor svært det var, at følge ordentlig med i den norske undervisning, da det er et helt andet tempo end når man har en samtale med én. Dog er jeg overbevist om, at der ikke går lang tid før jeg forstår det hele :) 

Sne og kulde i Lillestrøm

  

Ingen kommentarer:

Send en kommentar